Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Til nye forældre

Kære nye forældre

Vi er meget glade for at I har valgt vores Børnehus, og vi glæder os til at lære jer og jeres barn at kende.

Den første tid

Den første dag bliver I modtaget af pædagogen på jeres barns stue. Her kan I fortælle om jeres barn, og hvilke særlige behov der måtte være. Det kan være relevant for os at tale om søvn (vi følger barnets rytme), brug af sut/bamser/sutteklud, allergier, særlige kosthensyn etc. Sådan får pædagogen et indblik i hvilket barn og familie vi skal lære at kende.
Vi taler om indkøringsfasen, der typisk varer 2 uger. Det vil være en god idé at overveje hvem af jer forældre der vil være bedst egnet til/kan tåle at aflevere barnet i løbet af denne tid (muligvis med meget gråd). Det er jo dét børn gør når de skal omstille sig til en ny hverdag, hvor de bliver en del af et nyt fællesskab med flere nye børn og voksne. Sammen lægger vi en plan for de første par dage og sammen beslutter vi hvornår det er tid til at sige farvel, og overlade jeres barn i trygge hænder hos os.

Vores erfaring er, at jo tidligere I som forældre udstråler en tillid til os, jo hurtigere vil jeres barn blive tryg ved den nye situation. Efter cirka 3 måneder inviterer vi (pædagog og leder) jer til en samtale, hvor vi kan tale om jeres og jeres barns trivsel, og få samstemt vores forventninger.

Garderoben - jeres barn får brug for:

  • Tøj, overtøj og sko efter årstiden. Vuggestuen: 2 sæt skiftetøj. Børnehaven 1 sæt skiftetøj
  • Regntøj og gummistøvler
  • Stofposer/net til skiftetøj
  • Sut, nusseklud eller lignende
  • Og HUSK! Navn i det hele!

Aula 

Her i huset bruger vi AULA. Her deler vi information om fælles tiltag, aktiviteter, madplan, hvornår jeres barn sover (i vuggestuen), billeder af jeres barn og børnegruppen m.v.

I downloader app'en.
Som det første vil vi bede jer om at opdatere jeres kontaktoplysninger, så vi er sikre på at vi altid kan få fat i jer. Samtidig skal I udfylde stamkortet, hvor I bl.a. kan give tilladelse til diverse områder, notere særlige kosthensyn, allergier og meget andet. I kan desuden bruge app’en til at notere hvornår barnet bliver afleveret/hentet, og I kan meddele hvis barnet holder fri/ferie eller er blevet syg.

Dagens gang

Kl. 7.00: Børnehuset åbner, og alle er samlet på én stue indtil kl. 8 hvor vuggestuebørn og børnehavebørn opdeles. Der serveres morgenmad indtil kl. 8.

Kl. 8.45: Samling med sange og snak om hvad dagen byder på. Formiddagsmad kl. 9 i alle grupper. Børnehaven opdeler sig stuevis.

Kl. 9.30: Dagens aktiviteter går i gang.

Kl. 10.30: Samling i vuggestuen med sange, håndvask og frokost kl. 10.45.

Kl. 11.00: Håndvask og frokost for børnehaven stuevis.

Kl. 11.15: Vuggestuebørn puttes udenfor. De børn der sover flere gange i løbet af dagen, bliver puttet efter behov.

Kl. 11.45: De store vuggestuebørn og de børnehavebørn, som har brug for at sove, bliver puttet på Rød stue. Der sidder en voksen hos børnene indtil kl. 14.00.

Kl. 14.00: Eftermiddagsmad og et glas mælk til alle børn. Herefter er der leg på stuerne. Vuggestuebørn der skal sove igen, bliver puttet. 

Kl. 16.00: Børnehavebørnene samles på én stue. Der servereres lidt brød, frugt og vand, og Børnehuset Frimestervej lukker kl. 17.

Hvornår er det bedst at aflevere?

Da der er samling og formiddagsmad mellem 8.45 og 9, passer det bedst at aflevere vuggestuebørnene enten før 8.45 eller efter 9.15, og børnehavebørnene inden kl. 9, da det er af stor betydning for børnene at deltage i denne indledende del af dagen.
 

Forældresamarbejdet og den daglige kontakt

Næst efter børnene, er I, forældre, vores vigtigste samarbejdspartnere. Jeres tryghed, tillid og tilfredshed er meget vigtigt for os, og kommer os alle til gode.

At sige goddag og farvel – så man både ser, og føler sig set – er et godt udgangspunkt for et hvilket som helst møde mennesker imellem. Derfor er det også et udgangspunkt for den daglige kontakt mellem forældre, børn og personale her i Børnehuset. Når I henter jeres barn, bestræber vi os altid på at have tid til en snak om, hvordan dagen er gået for jeres barn. Men husk – nogle dage og tidspunkter er mere travle end andre. 
På en travl morgen kan det være, at vi kun når at sige goddag og farvel! Men har vi imidlertid fået sagt så hurtigt farvel, at beskeder eller vigtig information er smuttet i skyndingen – så ringer I bare til os. 

Vi prøver generelt at undgå for megen snakken hen over hovedet på barnet, når det handler om emner som barnet er følelsesmæssigt involveret i. Vi opfordrer i stedet til, at I evt. ringer eller vi finder tid til en mere uforstyrret snak/samtale på et andet tidspunkt. Det er I altid velkomne til.